Antallet af børn og unge, der kommer i kontakt med psykiatrien er stigende, ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen. En af dem er Andrea von Bernstorff, der har diagnosen skizofreni.
Af: Sigurd Damborg Bjørn
Flere og flere unge kommer i et forløb i psykiatrien, for mange af dem resulterer det i at de får en diagnose. For mange børn og unge er en diagnose tillagt et tabu, et tabu, som man kan bryde ved at snakke om det ifølge Andrea von Bernstorff. Andrea og jeg har aftalt, at vi snakker sammen hjemme hos hende.
“Jeg tror, første gang jeg mærkede, at jeg var anderledes, var allerede som helt lille, hvor jeg modsat mine skolekammerater, ikke rigtig gad at lave legeaftaler, og hvis det var et arrangement, ville jeg finde på en undskyldning, så jeg kunne være alene.”
Allerede som 6 årig begyndte Andrea at høre stemmer, hun betegner selv stemmen i starten som værende en passiv legekammerat, der hjalp hende med at have det sjovt, når hun legede alene.
“Jeg tror i starten, troede jeg at det var noget alle ligesom gik og havde inde i hovedet, og jeg kan huske da jeg hørte hende første gang, sad jeg og legede med et slot.”
Når Andrea fortæller om det, virker det utrolig virkeligt, hun siger selv:
“Det kan godt være, at det ikke er virkeligt for andre, men det er virkeligt for mig, og i princippet er det jo det eneste der betyder noget.”
Flere børn og unge i psykiatrien
Flere og flere børn og unge kommer i berøring med psykiatrien, antallet af børn og unge der er i kontakt med psykiatrien, er i perioden fra 2009 til 2017 steget med 79 procent. Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Ifølge Mette Justesen, psykolog hos Ungliv i Ryomgaard, der behandler unge med i alderen fra 13-25, har der været en tendens, især efter corona:’
“Vi fik i perioden efter corona mange henvendelser fra unge og forældre til unge. En del af forklaringen kan være, at der for de unge har været et brud på normalen, eksempelvis daglig skolegang med socialt samvær.”
Omvendt kan der ifølge psykolog Merete Kirkfelt, også være nogle som frygtet normalens tilbagevenden:
“Vi har en gruppe af børn og unge, hvor det for dem har været en fordel, ikke at skulle deltage i alle mulige sociale arrangementer.”
Mødt af tvivl og fordomme
Andreas sygdom udviklede sig i hendes unge år, hvor hun kom i puberten og fik en kæreste. Ifølge Andrea gik hendes stemme fra at være positiv til at være neutral og kommenterende. Andrea prøvede at fortælle sin daværende kæreste om det:
“Jeg prøvede at foklare mig, men jeg blev mødt af kommentarer, om at jeg var underlig, og det gjorde, at jeg ikke rigtig havde lyst til at snakke om det med nogen.”
Andrea får diagnosen Skizofreni i hendes teenage år, i starten tror hun ikke selv rigtig på det og kalder det selv “sindssygt”. I takt med at hun får mere læring omkring sygdommen, så begynder hun at genkende kunne genkende sig selv. For hende endte det med at være rart at få sat en diagnose på:
“Jeg har altid følt mig anderledes, jeg har altid følt mig sær, så derfor så var også svært ikke at vide hvad der var galt, jeg gik og var træt, havde svært ved at koncentrere mig, og troede egentlig bare jeg var doven, men så finder jeg ud af at: ‘Hey, det der følger med sygdommen er det her’, og så gav det hele bare meget mere mening.”
Andrea fortæller selv, at noget af det der hjalp hende meget, var gruppeforløb med andre unge der også var diagnosticeret.
Det bakkes op af Psykolog Merete Kirkefelt:
”Det for unge at have nogen at relatere til, som er ligesom dem selv, er noget af det man ved virker.”
At gøre en forkel for andre
Andrea gør meget for at informere om sin sygdom, hun har blandt andet holdt foredrag, og været med i DR serien “Styret af Stemmer”.
“Jeg ved jeg gør en forskel for andre, både fagprofesionelle, ved at fortælle dem hvordan jeg kan have det, samtidig også andre der lider af en psykisk diagnose som for eksempel skizofreni, en ting er at de har noget at relatere sig til, men jeg finder også mere ud af, hvordan jeg selv har det, og hvad jeg har behov for, og hvad mine ønsker er.”
“Jeg synes at, hvis man har overskuddet til at dele så meget af sig selv, så er det super givende, og noget af det der er med til at bryde tabuet omkring det.”
“Før i tiden, var der, den der tankegang om at alle der havde skizofreni, de skulle bare ud på den lukkede, nogen gange bliver psykiske lidelser i film og medier også portræteret helt forkert. Hvilket også er en af grundende til at jeg er så åben omkring det.”
“Jeg tror den eneste måde man bryder tabuet, er ved at snakke om det, og være åben omkring det. Jeg har prøvet, at jeg har fortalt folk jeg har skizofreni, og så er de lide trådt et skridt tilbage, som om jeg ville slå dem ihjel, men jeg er altså helt normal, jeg har bare en diagnose.”
Andrea har prøvet af nogle af hendes veninder, har været op til flere udredninger, inden de fik stillet deres diagnose. Ifølge psykolog Merete Kirkfelt er det ikke så underligt.
“Det at stille en diagnose, er ikke somatisk, det er ikke ligesom at have ondt i armen, her skal man være sikker på hvad der er galt, før man stiller diagnosen, og der er i psykiatrien ikke altid sort og hvidt.”
Andrea fortæller man deler skizofrenis symptomer op i positive og negative symptomer, hvor de negative er eksempelvis træthed, koncentrationsbesvær og motivation. Derudover der der de positive symptomer, såsom vrangforestillinger, eller flere stemmer i hovedet.
Andrea har den dag i dag godt styr på sin sygdom, siger hun med et smil, hun ved den er der, men har lært at lægge låg på den
“Jeg har ikke synshalucinationer mere, jeg har mest af alt bare min stemme i hovedet, som jeg lidt har lært at leve med, og så de negative.”
Andrea færdiggør næste semester hendes uddannelse som ergoterapeut. Hun håber på at hun gennem sine egne personlige erfaringer, kan hjælpe andre til at få den bedste behandling.